Antistof

af Charles Stross

Udgivet 29 august 2009

199 kr (159,20 kr)

Artikler >> Diverse >> Mens vi venter på The Thing - del 1

Mens vi venter på The Thing - del 1 Udskriv Email
Skrevet af Rasmus Wichmann   
Søndag, 15. januar 2012 12:00

Artikel i anledning af at ”Det kom fra en anden verden” blev filmatiseret i 2011. Igen. Igen. 

Den skulle have været i de danske biografer i 2011, en beslutning der dog blev ændret samme morgen som SFC skulle have haft et møde med dem (andre film I gerne vil have stoppet?).

 

Og dét til trods for at danske Ulrich Thomsen spiller én af hovedpersonerne (det lover ikke godt for kvaliteten, men, for fanden da, Mads Mikkelsen var med i den tyske science fiction-film Die Tür, og den kom først til Danmark to år efter!).

I hvert fald blev 2011 ikke året hvor jeg fik set nogle gode science fiction film.

Det er nu ikke fordi de ikke stadig spytter kastrerede filmatiseringer af noveller ud på markedet (hvad siger i til en ødelagt version af Phillip K. Dicks Imposter?), men det ville være snæversynet stadig at påstå at de bedste nye scifi-idéer stadig kommer fra bøger.

Ikke at det er film der er i front. Hvad science fiction angår, kan det også diskuteres om det nogensinde nåede at bryde fri af at være ”filmatiseringer”, før et nyt medium trådte ind på scenen. 

Selvfølgelig tjenes der store penge på filmatiseringer af legetøj og tegnefilm (”Sænke Slagskibe” som film? Seriøst?! Ved I selv om I er ironiske længere?!), men uanset hvad de tjener ind, er de ikke i front. Hvad nye idéer og nye måder at præsentere tingene på, er det selvfølgelig computerspil der gør sig gældende. 

Det får virkelig én til at tænke, når det er bøger der bliver skrevet over handlingen i spil, og ikke omvendt. Men det er alt andet end overraskende. Fortidens rigtigt gode science fiction-forfattere var ofte(st) akademikere af alle slags, med en fantastisk viden om det felt de omsatte til fiktion. Til gengæld sker megen banebrydende forskning indenfor feltet computere. Intet under at den kreative energi bliver til noget der skal opleves på computer.

Det sagt, så har virkeligt gode genindspilninger gerne grebet tilbage til den oprindelige historie, for at hente yderligere inspiration.

Det er meget velkendt at The Thing fra 1982 var en langt mere tro filmatisering af John W. Campbell Jr.’s kortroman ”Det kom fra en anden verden” (Who goes there?) end The Thing From Another World fra 1951.

Den første filmatisering af The Fly fra 1958 fulgte George Langelaans novelle meget tæt, hvilket bestemt ikke var tilfældet med The Fly fra 1986, der egentlig kun byggede videre på samme grundidé om en ulykke med teleportation. 

Til gengæld er klimaks, hvor den ulykkelige videnskabsmand bliver fusioneret med endnu flere ting, én af de få ting fra novellen, der er blevet overført til 1986-udgaven – men ikke til 1958-udgaven. Et mere uheldigt eksempel er genindspilningen af "Abernes Planet", hvor den oprindelige romansslutning er blevet tilføjet en ellers meget ændret historie - til publikums grænseløse forvirring.

Og så er der Jack Finneys roman The Body Snatchers, og Richard Mathesons roman ”Jeg er den sidste” (I am legend), der er blevet filmatiseret henholdsvis tre og fire gange (flere, hvis tematisk lignende film og ”rip-offs” tæller med), hvor kildematerialet kan dukke, springe en film over, for så at være i front igen! I flere af disse tilfælde er der tale om at man havde effekterne til at gøre noget som man ikke kunne i første indspilning. Det er klart en bedre grund til at genindspille, end den type man kalder for en ”re-imagining”, hvor det egentlig kun er navnet der genbruges. Det kan være en god film i sig selv, men der er bestemt ikke tale om en nyfortolkning af samme materiale.

 

 

 

 

 

 

Som bonus kan nævnes filmen The Blob fra 1958, hvis genindspilning fra 1988 er næsten identisk – helt ned til samme blanding af gys og sjov – men den leger med publikums forventninger ved halvvejs inde at smide en anderledes forklaring på monstret ind. Man ville sådan ønske at de oftere ville udvise samme blanding af troskab og nytænkning.

Der er en virkeligt god pædagogisk pointe i at der findes mange udgaver af samme historie: Nemlig at dét man ser på lærredet så meget desto tydeligere kun er én persons udlægning af samme tekst (eller manus). Det viser tydeligt at en tekst giver lige så mange udlægninger som der er mennesker der læser teksten – gad vidst om man ikke kunne få flere til at læse, hvis det blev tydeligere understreget når film var filmatiseringer, og at man kan lave sin egen udgave i hovedet?

Men tilbage til hvorfor jeg elsker idéen om at genindspille, uagtet at de kun bliver lavet for at spinde guld på nostalgi: Det er ligesom at få en ny version af en historie man virkelig godt kunne lide – og selv i værste fald kan det være interessant at se hvad nogen fik ud af det samme materiale. 

Hvorfor tror I at der også blev lavet en teater-version af ”Mænd der hader kvinder”, eller at amerikanske genindspilninger af skandinaviske film bliver markedsført så aggressivt herhjemme? Netop fordi folk allerede kender historien, ikke på trods af det! 

Okay, tilbage til hovedpointen, som vi faktisk aldrig kom til.

Ja, jeg synes at der er mere eller mindre gode grunde til at tage fat på ”Det kom fra en anden verden igen.” Ikke alene er der mere materiale i kortromanen at komme efter (opdagelsen af fartøjet, tingens brug af antityngde, forskellige forsøg på at afsløre tingen) – begge filmatiseringer var meget åbne for fortolkning, og der var mange ubesvarede spørgsmål. 

Det er sandt at de ubesvarede spørgsmål i 1982-udgaven af The Thing var en væsentlig del af filmens pointe. 

Hvor væsenet kom fra, hvorfor det ville overtage verdensherredømmet, hvad dets ”sande skikkelse” var (om nogen) – alle disse spørgsmål blev aldrig besvaret, for filmen handlede jo om postmodernisme og dekonstruktion, det vil sige: Om noget endeløst refererende, der ikke har en selvstændig identitet. Så vidt vi vidste kom tingen ingen steder fra – og den havde ingen sand skikkelse og intet at sige. 

Men, mine damer og herrer: Er den mest effektive måde at bekæmpe dekonstruktionen på, ikke at sige: ”Her er en tolkning, min tolkning, og så må vi se om I kan lide den eller ej?”

Sammenlign med den kommende Prometheus som foregår i samme univers som Alien-filmene, og som lover seeren at tage fat på det brændende spørgsmål om hvem der byggede det rumskib som de fremmede æg findes i. Det er et spørgsmål der virkelig bedst er overladt til fantasien, men folkene bag er kun alt for godt klar over, at hvis man virkelig har tænkt sig at se tilbage – så kan man ikke bare lave samme slags åbne mysterium igen. Det er jo lavet. Man er nødt til at tage stilling, hvis man skal komme med noget nyt.

  

”Alle oplysninger om dette rumvæsens identitet bedes indberettet til politiet. Det er imod loven at tilbageholde oplysninger.”

Mens The Thing (2011) var undervejs, røbede folkene bag filmen, at der ville blive taget fat om tingens ”grundform”, og at man ville få rumskibet at se. Det blev også hævdet at man havde ladet sig inspirere så meget af den oprindelige kortroman, at hovedpersonerne ville være uddannede videnskabsfolk. 

Så langt så godt. Om ikke andet, så ved holdet bag filmen, hvilke spørgsmål publikum gerne ser besvaret. Det hele står så og falder med om de virkelig besvarer spørgsmålene, eller om det blot var spil for galleriet. 

Filmskaberens forbandelse er at selvfølgelig at svarene ikke kan andet end skuffe. De svar man har inde i sit eget hoved er så meget bedre – men kun for én selv. Endnu en genindspilning er jo kun én mands bud på spørgsmålene!

Men ved I hvad? Hvis de overhovedet tager fat hvor det kan mærkes – så er det en lille sejr.

I del 2: Mere om genindspilninger, samt sammenligning af manuskriptforfattere, instruktører og musikere! 

 
Nyeste Bøger
Faderens sønner

af A. Silvestri

Udgivet 11. november 2011

198 kr (158,40 kr)

 
Vejen mellem stjernerne

af Alastair Reynolds

Udgivet 11. november 2011

199 kr (159,20 kr)

 
Slaget ved Lyngby

og andre danske fremtidskrigs- fortællinger

Udgivet 11. november 2011

249 kr (199,20 kr)

 
Golem og hans venner

Udvalgte tekster om science fiction 1977 - 2011 af Ellen Miram Pedersen

Udgivet 11. november 2011

248 kr (278,40 kr)

 
Advareren

Niels E. Nielsen og science fiction. Af Niels Dalgaard.

Udgivet 11. november 2011

249 kr (199,20 kr)

 
Klode til salg

samlede sf-noveller af Niels E. Nielsen

Udgivet 11. november 2011

249 kr  (199,20 kr)

 
Weekend på Mars

samlede sf-noveller af Niels E. Nielsen

Udgivet 11. november 2011

249 kr  (199,20 kr)

 
Den nye koloni

Lige under overfladen 5

Udgivet 15. august 2011

298 kr (238,40 kr)