Den amerikanske science fiction-forfatter Harry Harrison er død efter nogen tids svagelighed. Det er et stort tab, både for genren over store dele af jordkloden, og for fandom.

Harrison var verdensmand i den allerbedste betydning af ordet. Som teenager var han med til at stifte en af verdens første science fiction-klubber, og hele livet igennem forblev han i livlig kontakt med fans og læsere verden over. Efter anden verdenskrig, hvor han var maskingevær-instruktør, blev han uddannet som reklametegner og arbejdede for en række tegneserieforlag, især som redaktør. Samtidig tog han tilløb til den karriere som science fiction-forfatter, der startede med novellen ”Rock Diver” i 1951 og siden blev fulgt op af såvel masser af noveller som af en lang række romaner (den første var Deathworld fra 1960; på dansk som Dødens verden).

I halvtredserne drog Harrison ud for at se verden. Det blev til længere ophold i bl.a. Mexico, Italien og Danmark (hvor han boede 1959-1965, mens han bl.a. ernærede sig ved at skrive manuskripter til tegneserien Jens Lyn). Han fandt et blivende sted i Irland med sin kone Joan og deres to børn Moira og Todd, men bevarede dobbelt statsborgerskab og besøgte jævnligt det USA som han bl.a. havde forladt af politiske grunde. Han var pacifist og humanist (og esperantist), og havde alvorlige indvendinger mod sit fødelands aktivistiske udenrigspolitik i tresserne og fremad.

Internationalismen gav sig udslag i et bredt kontaktnet verden over, kulminerende med stiftelsen af organisationen World SF i 1978. Den var først og fremmest tænkt som et kontaktorgan mellem forfattere på hver sin side af jerntæppet, og opløstes da også få år efter murens fald. Mens den eksisterede, samlede den en meget bred vifte af forfattere fra en meget bred vifte af lande og understregede derved genrens internationale karakter.

Ud over forfatterskabet som sådan var Harrison også aktiv som kritiker og antologiredaktør (bl.a. i samarbejde med den nære ven Brian W. Aldiss), bl.a. med en stribe ”årets bedste”-antologier (hvoraf et bind sågar blev oversat til dansk). Desuden var de nogle af de første, der i halvtredserne prøvede at samle vigtige historier fra genrens pulp-fortid, så de ikke skulle blive glemt.

Harrison glemte aldrig at en læser vil underholdes, men det gjorde ham langt fra til underholdningsforfatter i nogen negativ betydning af ordet. Han kunne skrive forrygende og meget morsomme romaner som The Technicolor Time Machine (1967) – hvor en filminstruktør rejser tilbage og prøver at få rigtige vikinger til at spille med i en film, med forudsigelige katastrofer til følge. Men han kunne også gå ind i de tidlige miljødiskussioner med romanen Make Room! Make Room! (1966; på dansk som Gør plads! Gør plads!) – der senere blev filmatiseret som Soylent Green, der (hvis man nu skal udtrykke det diplomatisk) tog sig nogle friheder med forlægget.

Men Harrison var en alsidig forfatter. Den populære række af bøger om rum-forbryderen Slippery Jim diGriz, der begyndte med The Stainless Steel Rat (1961) var eksempler på gennemført tju-bang-science fiction med et markant anstrøg af humor, og den blev fortsat gennem talrige bind. Samtidig tog han fat i netop denne form for science fiction – space opera – i Starsmashers of the Galaxy Rangers (1973), der parodierede selve ur-teksten for denne undergenre, E. E. ”Doc” Smiths The Skylark of Space (1928). Den traditionelle space operas forskruede kønsrollemønster fik sig således et skud for boven, derved at de to ungdommelige helte (begge selvfølgelig mænd) viser sig at være bøsser.

Et andet eksempel på forfatterens reflekterede holdning til genren er Bill, the Galactic Hero (1965), der kritisere den militaristiske holdning i megen science fiction (specifikt hos Robert A. Heinlein) såvel som den uøkologiske måde, man forestiller sig fremmede planeter på (som i Isaac Asimovs Foundation-trilogi). Værker som disse viser, at man godt kan elske en genre og alligevel finde noget at kommentere skarpt. Harrison vedblev med at være pacifist; en af de sidste originalantologier, han redigerede, hed There Won’t Be War (1991) og samlede en række historier der demonstrerede at enhver fremtidig udvikling ikke nødvendigvis vil blive militær. Den var til dels en reaktion på en antologiserie, redigeret af højreekstremisten Jerry Pournelle, med titlen There Will Be War, og Harrison fortalte at den første idé til en titel var Like Hell There Will.

Blandt Harrisons mange andre romaner er der grund til at fremhæve A Transatlantic Tunnel, Hurrah! (1972), et tidligt eksempel på alternate history. Den udspiller sig i Victoriatidens England, men i en verden, hvor det ikke er lykkedes de amerikanske kolonier at løsrive sig. I denne verden forsøger man så at binde kolonierne endnu tættere til sig ved at bygge en tunnel tværs gennem Atlanterhavet – under ledelse af den også i virkeligheden kendte superstjerne på området, Isambard Kingdom Brunel.

Harrison havde som nævnt et kontaktnet, der omfattede store dele af jordkloden. Danmark havde en særlig plads i hans hjerte, hvilket bl.a. betød at han altid var villig til at lade sig invitere til kongresser og festivaller (fx Dancon i Odense 1978, Fabula 80 og Fabula 96, samt Eurocon 2007). Her var han altid et festligt indslag med sin humoristiske tilgang til genren og sit meget store kendskab til dens udøvere. Hans ligefremme væremåde og åbne sind har gjort mange danskere til science fiction-fans, og i Science Fiction Cirklen var vi meget glade for at kunne udgive en samling af hans noveller gennem mere end fyrre år, Efter stormen.

Han vil blive savnet.