Indkaldelse
Noveller til Mere end overlevelse 2
Science Fiction Cirklens årlige antologi 2026
Kære forfattere
2025 så fødslen af Lige under overfladens efterfølger, Mere end overlevelse - Det kontradiktoriske princip.
Det var en bragende succes, hvor det væltede ind med gode friske noveller, flere end der var plads til i antologien.
Og nu er det på tide at gøre det hele igen.
Hvis I støtter op, vil der atter komme en antologi i 2026.
Novellen skal være science fiction for at komme i betragtning. Herudover er der ikke begrænsninger. Antologien skal, på samme måde som altid, dække over et så bredt spektrum som muligt, så alle underkategorier af science fiction er velkomne. Men jeg vil fremhæve, at jeg sætter pris på, at novellen har en form for dansk islæt.
Hvor lang novellen skal være er relativt åbent, så længe længde passer sammen med historien.
Vi forestiller os primært historier på 3.000 til 7.500 ord.
Indsendelse skal ske senest kl. 23:59 den 1. marts 2026
Der åbnes for indsendelse allerede nu.
Novellen sendes vedhæftet mail til bog@sciencefiction.dk, og der skrives "antologi 2026" i emnefeltet og filnavn skal være identisk med novellens titel.
Formatet på filen skal være redigerbart i Word, så eksempelvis PDF kommer vi ikke så langt med.
Vi vil gerne skrive et par ord om hver forfatter. Derfor beder vi jer skrive en kortfattet tekst om jer selv i tredje person på ca. 100-400 ord. Tekst om jer selv ind i samme dokument som novellen.
Eksempelvis: "René Roer Thygesen er født i 1977 og har siden sin ungdom interesseret sig for science fiction. Han …"
Der gives ikke honorar for novellen, men de forfattere, der får en novelle med, får et gratis eksemplar af antologien samt mulighed for at købe op til ti eksemplarer til halv pris.
Det indsendte må ikke tidligere være offentliggjort eller sendes ind til andre konkurrencer samtidig.
Hvis det indsendte antages, må novellen ikke offentliggøres andre steder før efter antologien er på gaden.
Copyright tilhører forfatteren.
Jeg glæder mig til at læse jeres noveller
De bedste hilsener
René Roer Thygesen






