FAQ

En række oftest stillede spørgsmål om science fiction genren.

Vi vil være glade for at modtage yderligere spørgsmål, som vi kan lægge på FAQ listen. Send dit spørgsmål til bestyrelse@sciencefiction.dk.

Hvad er en FAQ?

FAQ står for Frequently Asked Questions (hyppigt stillede spørgsmål). Det er et dokument, der søger at besvare nogle af de almindeligste spørgsmål indenfor et givet område. I dette tilfælde er området science fiction, og spørgsmålene er blandt dem, der gennem årene er blevet rettet til foreningen Science Fiction Cirklen.

Hvad er science fiction?

Det er et spørgsmål, der gives mindst lige så mange svar på, som der er science fiction-interesserede. Direkte oversat betyder udtrykket "naturvidenskabelig skønlitteratur", hvilket har fået mange til at mene, at det drejer sig om skønlitteratur om naturvidenskab. Da der samtidig er tale om en form for fantastisk litteratur, blev genren af flere tidlige kommentatorer beskrevet som "fantasy med naturvidenskabeligt inventar". Selv om denne kategorisering beskriver et vist aspekt af dele af genren, viser den sig imidlertid hurtig utilstrækkelig og på visse punkter direkte forkert.

Fantasy og science fiction har det til fælles, at de beskriver ikke-virkelige verdener. Men selve måden, verden er ikke-virkelig på i de to genrer er grundlæggende forskellig. Fantasy opererer med verdener, der er i åbenlys modstrid med virkeligheden og den måde, vi ved virkeligheden er indrettet på (der er f.eks. ikke i virkeligheden nogen hekseskole ved navn Hogwarts). Science fiction beskæftiger sig derimod med verdener, der nok er uvirkelige, men som kunne tænkes at være virkelige, uden at stride mod det accepterede videnskabelige verdensbillede. En bemandet rejse til Mars har endnu ikke fundet sted, men den kunne tænkes at finde sted på et tidspunkt. "Science" er altså mere et spørgsmål om måden at tænke på, snarere end det er en ingrediens i selve fortællingen.

Den mest udbredte teori om genren (fremført af teoretikeren Darko Suvin) udtrykker det på den måde, at både science fiction og fantasy udfolder sig i mærkværdiggjorte universer, og at forskellen ligger i hvorvidt mærkværdiggørelsen er i overensstemmelse med verden som vi kender den, eller i åbenlys modstrid med den. Science fiction-fortællinger er desuden bygget op omkring et novum, noget nyt, der adskiller den fortalte verden fra virkeligheden. Dette novum er oftest hentet fra naturvidenskaberne (robotter, raketter, computere, kloner o.s.v. o.s.v.), men behøver ikke at være det. Hvis en fortælling f.eks. er bygget op omkring et novum hentet fra historieforskningen eller samfundsvidenskaberne, bliver fortællingen ofte til en utopi eller dystopi (eller, hvis novummet bliver brugt på en lidt anden måde, til "alternate history").

Både science fiction og fantasy kan samtidig rumme elementer af horror. Horror er som genre defineret ved den effekt den har på læseren: Den skræmmer han eller hende. Dette kan imidlertid ske indenfor rammerne af en række forskellige litteraturformer, fra almindelig realisme (f.eks. historier om seriemordere) over fantasy (historier om f.eks. vampyrer) og til science fiction (f.eks. filmen Alien). Et værk kan altså godt være både science fiction og horror på samme tid.

Science fiction udvikler sig som andre litterære former med tiden. I dag omfatter genren et bredt spektrum af temaer og motiver, og forfatterne anvender mange forskellige skriveteknikker. Af historiske grunde (se nedenfor) betragtes genren i almindelighed oftest som et amerikansk fænomen, men faktisk skrives der science fiction i alle europæiske lande såvel som i talrige asiatiske, afrikanske og latinamerikanske. Af og til frembringes denne science fiction som efterligning af den amerikanske, men det sker også ofte, at genrens møde med lokale litterære landskaber medfører en videreudvikling. De sovjetiske forfattere Arkadij & Boris Strugatskij har således skrevet adskillige historier, hvor science fiction mødes med den russiske folkelige fortælletradition (skaz).

Såvel i Danmark som i mange andre lande har de seneste årtier været præget af et paradoks: Det etablerede litterære miljø betragter science fiction som pr. definition underlødigt, samtidig med at mange forfattere benytter sig af science fiction-elementer i deres bøger. Det gælder såvel underholdningsforfattere - der har udviklet sig en hel subgenre af thrilleren, den såkaldte technothriller, hvor et eller flere science fiction-elementer spiller en rolle for handlingen - som anerkendte og etablerede forfattere. Nogle af disse forfattere stræber bevidst efter en postmoderne genreblanding i deres fortællinger (hvad der er blevet kaldt slipstream-litteratur), mens andre bruger science fiction-elementer nærmest uden at tænke over det, måske som et udtryk for at vi lever "i en science fiction-verden", hvor nyhederne dagligt beretter om kloning, gensplejsning og mikroelektronik. Når sådanne forfattere af og til skriver bøger, der er mindre gode end de kunne være, skyldes det blandt andet, at de ofte ikke kender science fiction-genrens historie og tekniske repertoire. De bruger derfor tit energien på at opfinde den dybe tallerken endnu engang og afstedkommer hovedrysten blandt trænede science fiction-læsere (mens de som regel aldeles overvælder litteraturanmelderne, der heller ikke kender meget til genren).

En ofte hørt kommentar til spørgsmålet om en teksts genre er, at det vel kan være ligemeget, hvilken genre teksten tilhører, når bare den er god. Dertil er at sige, at en genre ikke er en boks som man kan lægge en tekst i og dermed hævde at så er alt forklaret. En genre er noget en tekst deltager i ved at forholde sig til et eksisterende repertoire af teknikker og elementer, og ved at betjene sig netop af dette repertoire signalerer teksten til læseren, hvordan den skal læses. En genre er således også en kode eller et sprog, og for at få det fulde udbytte af en tekst, skal man kende det sprog den er skrevet i.

Litteratur: Helt generelt kan der henvises til John Clute & Peter Nicholls: The Encyclopedia of Science Fiction (1993), der både rummer opslag om en lang række forfattere, magasiner, film m.v., og en del temaopslag om f.eks. robotter. Darko Suvins teori om genren fremsættes mest omfattende i hans Metamorphoses of Science Fiction (1979). En dansk introduktion til temaer og motiver indenfor genren er Stig W. Jørgensens Universer af papir (Science Fiction Cirklen 1989), mens Niels Dalgaards Guide til fantastisk litteratur (Fremad 2000) introducerer mere end 300 science fiction-, fantasy- og horrorforfattere. Samme forfatters Den gode gamle fremtid (Museum Tusculanums Forlag 1997) rummer dels en gennemgang af danske science fiction-romaner fra 1970'erne, dels en indledning der gennemgår en række teorier på området.

Hvorfor bør betegnelsen "sci-fi" undgås?

Man må naturligvis helt selv om hvad man kalder science fiction (sf, SF, stf, skiffy o.s.v.). Men bruger man betegnelsen "sci-fi" risikerer man at blive misforstået. Som altid i sådanne tilfælde vil den gode sprogbruger søge at undgå den.

Betegnelsen blev udviklet i 1950'erne af den amerikanske sf-fan Forrest J. Ackerman, og er konstrueret analogt med "hi-fi". I udgangspunktet var den neutral, d.v.s. helt synonym med andre betegnelser for genren. Men den blev hurtigt taget op af kredse, der brugte den derogativt, d.v.s. nedsættende (det der var tænkt at skulle signalere "smart" kom derved til at signalere "popsmart"). Denne betydning af ordet blev særligt taget op af "outsidere", d.v.s. ikke-fans, journalister og andre der ønskede en hurtig overskrift uden at sætte sig dybere ind i tingene.

I dag signalerer "sci-fi" én af to ting. Enten mener den talende at hele genren er underlødig, eller også taler han eller hun om et specielt trivialiseret segment af genren (Ursula Le Guin er science fiction - Star Wars-bøger er sci-fi).

Hvornår begynder science fiction?

Hvor langt man kan føre science fiction-genren tilbage i tiden, afhænger af, hvordan man opfatter genren. Den første månerejse bliver beskrevet i en satire skrevet af Lukianos af Samosata engang i det andet århundrede e.v.t. - men der er intet forsøg gjort på at få rejsen til at virke troværdig, og formålet med den er blot at lade fortælleren møde en række afdøde filosoffer som han så kan gøre grin med. Af dette eksempel kan ses, at en rumrejse i sig selv ikke nødvendigvis er nok, og at forholdet mellem science fiction og satire er lidt anstrengt. Science fiction - der jo gør vores egen verden mærkelig for os ved at vise os en anden - bliver ofte brugt af satirikere, og ofte også særdeles vellykket. Men grundlæggende er satirikerens intention at hudflette visse elementer i sin samtid, og det fører ofte han eller hende til at konstruere splittede værker, der ikke fungerer særlig godt som fortællende litteratur. Ligesom den realistiske litteratur fordrer science fiction, at forfatteren konstruerer en sammenhængende og troværdig fiktiv verden, og det er ikke altid satirikeren har lyst eller evner til det.

Det er med renæssancen og det frembrydende moderne verdensbillede, at man for alvor kan begynde at tale om (en tidlig form for) science fiction. Den politisk-samfundsvidenskabelige version af genren bliver etableret med Thomas Mores bog Utopia (1516), der samtidig kommer til at lægge navn til en hel undergenre. Og omkring midten af 1600-tallet skriver Cyrano de Bergerac de første rumrejsefortællinger, hvor der er tænkt over den tekniske side af sagen (Rejsen til Månen og Rejsen til Solen). Hans teorier og forklaringer virker ganske vist bizarre for en moderne læser, men var i overensstemmelse med hans samtid. Også det er et punkt, hvor science fiction ligner realismen - den skal forstås i forhold til det tidspunkt, den er skrevet på.

Oplysningstidens forfattere brugte science fiction-teknikker til at skrive såvel satirer og utopier som moraliserende historier, der skulle forbedre læseren og dermed samfundet. Blandt 1700-tallets navne kan fremhæves Voltaire, der i sin kortroman Micromégas (1752) lader en besøgende fra en anden planet komme til Jorden og undres over vore sære skikke, og Holberg, der i Niels Klims underjordiske rejse (1741) lader en ikke alt for kløgtig student komme ud på en række eventyr på planeten Nazar, der ligger inden i Jorden (som er hul). Holbergs værk kombinerer satire, fantastisk rejse og utopi med historien om det vestlige menneske, der synes at være uforbederlig i sin egoisme og krigslyst.

Romantikerne betragter så at sige det fantastiske fra den modsatte vinkel af oplysningsfolkene. I stedet for at opfatte det som et udtryk for verdens mangfoldighed og en mulighed for at se sig selv udefra, stræber hovedpersonerne i mange af romantikernes værker efter en mystisk forstået sammensmeltning med det fremmede - der langt fra altid er af det gode. Mange af horror-fantasy-litteraturens klassikere bliver grundlagt i denne periode, og også science fiction får tilført nye motiver. Et af de længstlevende stammer fra Mary Shelleys roman Frankenstein, or The Modern Prometheus (1818), der er en historie om den moderne videnskabsmand Dr. Frankenstein, der skaber kunstigt liv og dermed begår hybris, eftersom det kun er Gud der må skabe liv. Straffen bliver frygtelig, som den er blevet det for generationer af "gale videnskabsmænd" siden.

I den sidste tredjedel af 1800-tallet bliver den vestlige verden for alvor moderne, og science fiction udvikler en række af de motiver, der kommer til at præge genren det følgende århundrede. Jules Verne kombinerer tidens tekniske interesse med den velkendte form rejseromanen og skaber værker som En verdensomsejling under havet og Rejsen til Månen (1865). H. G. Wells udvider rejseaktiviteten til den fjerde dimension i Tidsmaskinen (1895) og videreudvikler opfinder-historien med bl.a. Den usynlige mand (1897). Og den britiske militærmand George Chesney grundlægger fremtidskrigsromanen med sin The Battle of Dorking (1871), der beskriver en sejrrig tysk invasion i England. Såvel rejse- og opdagelsesfortællingerne som opfinderfortællingerne og krigshistorierne kommer til at præge den europæiske litteratur i mange år fremover. Denne subgenre bliver også indirekte kommenteret i Wells' Klodernes kamp (1898).

Det næste store skridt i genrens udvikling finder sted i Amerika, men den bygger på former og motiver, som er udviklet i såvel USA som Europa i de foregående årtier. I 1926 udkommer første nummer af Amazing Stories, et pulp-magasin udelukkende helliget science fiction-historier. Redaktør og udgiver er Hugo Gernsback, der er udvandret fra Luxembourg og som har slået sig igennem som udgiver af populærvidenskabelige magasiner om bl.a. radio. Gernsback genoptrykker historier af bl.a. Wells og Edgar Allan Poe, og han prøver med skiftende held at få amerikanske forfattere til at skrive nyt til ham. Hermed er det særlige medie, der hedder det amerikanske science fiction-magasin etableret, og det får de næste halvtreds år stor betydning for genrens udvikling. Ikke så meget Amazing selv (som Gernsback mister kontrollen med i 1929) som en række andre magasiner, der starter som efterligninger, men hurtigt udvikler deres egen personlighed. I 1930 starter således Astounding Stories of Super-Science, der efter et redaktørskifte i 1937 ledes af John W. Campbell, der stiller nye krav til historierne og udvikler en forfattergeneration der bl.a. omfatter Isaac Asimov, Theodore Sturgeon og Robert A. Heinlein.

Magasinerne blev både en ghetto og et udviklingslaboratorium. Pulpmagasiner var et billigt og ugleset medie, og ingen ung læser kunne vide sig sikker mod at få et blad konfiskeret af en lærer eller en forælder. Samtidig udkom der ikke flere magasiner, end at interesserede kunne nå at læse dem allesammen. Det vil sige, at forfatterne der skrev til de tidlige science fiction-magasiner lærte af hinanden, og mere eller mindre ubevidst udviklede et særligt sæt koder.

Samtidig med magasinernes fremvækst fortsatte science fiction-litteraturen også som en del af den "almindelige" litteratur. Her var det især den utopiske tradition, der blev arbejdet videre med, oftest i en dyster omvending af genren til dens pessimistiske modpol, dystopien. Blandt de fremtrædende eksempler på genren kan nævnes Aldous Huxleys Fagre nye verden (1932). Også i andre europæiske lande blev der skrevet science fiction af denne slags.

Denne opsplitning af genren i to traditioner får følger, da den amerikanske variant for alvor kommer til Europa som en del af den amerikanske kultureksport efter anden verdenskrig. Magasinerne bliver betragtet på linie med "de kulørte hæfter" (det hjemlige svar på pulpen), og genrer der optræder i dem bliver a priori antaget for underlødige. I fyrrerne og halvtredserne er science fiction mindst lige så nedvurderet som den hårdkogte kriminalroman.

Samtidig skete der imidlertid noget i USA. Bl.a. atombomberne over Japan henledte folks opmærksomhed på naturvidenskaben og den brug, der bliver gjort af den - indlysende emner for science fiction. Det betød, at enkelte forfattere brød gennem ghettomuren og begyndte at skrive til the slicks, magasiner der læstes af det bedre borgerskab. Ad den vej kom også adskillige forfatterskaber til Danmark, således Ray Bradbury, hvis novellesamlinger Krøniker fra Mars og Den illustrerede mand blev bragt i søndagstillæggene til henholdsvis Politiken og Social-Demokraten. Også de amerikanske magasiner udviklede sig - i halvtredserne markeret med fremkomsten af bl.a. The Magazine of Fantasy & Science Fiction og Galaxy, der prioriterede henholdsvis poleret litterær stil og barsk samfundssatire. Ingen af delene gjorde noget videre indtryk på det danske litteraturmarked. Derimod fortsatte accepten af værker der falder indenfor den europæiske, dystopiske tradition, som f.eks. George Orwells 1984 (1949) og Karin Boyes Kallocain (1941). Det var også i halvtredserne, at Niels E. Nielsen begyndte sit omfattende science fiction-forfatterskab, hvis grundtone (under indtryk af krigen) er bekymring og advarsel mod naturvidenskabelig hybris.

I tresserne udviklede der sig en "ny bølge" indenfor science fiction, først og fremmest i England, men efterhånden med afsmittende virkning andre steder. Udgangspunktet var en utilfredshed med meget af den amerikanske science fictions teknikfiksering og manglende interesse for psykologi. Bevægelsen, der i første omgang var samlet om magasinet New Worlds (redigeret af Michael Moorcock), udviklede sig hurtigt i voldsomt eksperimenterende retning og kom til at omfatte forfattere som J. G. Ballard, Brian W. Aldiss og Moorcock selv. Anden halvdel af tresserne er også det korte tidsrum, hvor grænserne mellem "høj" og "lav" kultur pludselig blev flydende, og det blev legitimt for estimerede forfattere at bruge inspiration fra tegneserier, film og andre suspekte medier. I Danmark kan man i denne periode spore science fiction-interesse hos forfattere som Knud Holten, Ib Michael og Rolf Gjedsted.

Halvfjerdserne er et årti med blandede science fiction-signaler. På den ene side betyder den nye bølge, at også mere traditionelt orienterede engelske og amerikanske forfattere begynder at være mere opmærksomme på psykologiske og sociale aspekter, og endda videreudvikler biologiske og sociale idéer drastisk, som f.eks. John Varley, hvis noveller fra dette årti på flere måder foregriber cyberpunken. På den anden side betyder en eskalerende politisering en bevægelse væk fra eksperimenterende fortælleformer og tilbage mod de mere gammeldags. Enkelte forfattere formår at kombinere politisk engagement og litterær eksperimenterelyst, som bl.a. Ursula K. Le Guin, hvis De udstødte (1974) tager den klassiske utopi op til fornyet behandling, og Joanna Russ, der med Kvindemennesket (1975) for alvor bringer feminismen på banen. Interessen for genren som formidler af kvindepolitiske synspunkter kulminerer omkring 1980 og breder sig over det meste af den vestlige verden. Herhjemme arbejder bl.a. Dorrit Willumsen og Vibeke Grønfeldt med den i henholdsvis Programmeret til kærlighed (Vindrose 1981) og Det fantastiske barn (Gyldendal 1982).

De seneste tyve år af genrens historie har især været præget af cyberpunken, med forfattere som William Gibson (særligt Neuromancer) og Bruce Sterling i spidsen. Som fænomen er den længst et overstået stadium, men mange af dens motiver og temaer spiller fortsat en rolle: sammen smeltningen af biologi og teknologi, virtual reality og computernetværker.

Litteratur: Der findes ikke nogen samlet fremstilling på dansk af genrens historie. Enkelte tilløb er gjort bl.a. i Ole Lindboe & Svend Kreiner Møller: Virkelige eventyr (Spar Knægt 1978), hvor Carsten Schiøler skriver om den danske del af genrens historie og Svend Kreiner Møller om den engelsksprogede. På engelsk kan anbefales Brian W. Aldiss & David Wingrowe: Trillion Year Spree (1986), der er en informativ gennemgang af genrens historie set med britiske øjne.

Hvordan kan science fiction-forfatterne forudsige fremtiden?

Det kan de heller ikke. Science fiction handler ikke om at forudsige specifikke ting, men om at bruge mærkværdiggørelsesteknikker - som f.eks. fremskrivning - til at gøre samtiden synlig i et nyt lys. Man kan selvfølgelig drage nogle slutninger af, hvilke emneområder der særligt bliver behandlet af genren på et givet tidspunkt - således har nanoteknologi efterhånden været debatteret i mere end ti år, og i den forstand er genren generelt "på forkant". Men som den "hårde" sf-forfatter Isaac Asimov har udtrykt det, så vil man have større held med at forudsige specifikke fænomener og begivenheder ved at slå plat eller krone, end man vil have ved at læse sf. Når folk af og til morer sig med at vise, hvordan den eller den forfatter har "forudsagt" en specifik ting, så hænger det bl.a. sammen med, at ethvert emne bliver behandlet af så mange forfattere på så mange forskellige måder, at enkelte set i bakspejlet nødvendigvis må "ramme rigtigt". Men det vil være langt under 50 %, og det vil kun yderst sjældent være resultatet af en bevidst intention fra forfatterens side.

En anden årsag til, at denne øvelse med at finde "forudsigelser" tilsyneladende giver resultater, er at man opfatter fænomenerne meget bredt. I slutningen af tresserne var medierne fulde af historier om hvordan Jules Verne havde forudset månerejsen i sin roman Rejsen til månen fra 1865. Men næsten igen elementer i virkelighedens månerejse matchede det Verne skrev, for han forholdt sig til sin samtids fysik, ikke til tiden 100 år senere. Og hvis man ville anlægge en så bred betragtning, så var Lukianos og alle de ovenfor nævnte også med til at "forudsige" Apollo 11.

Men hvilken sf-forfatter er den bedste profet?

Se foregående spørgsmål.

Jeg står og skal undervise i science fiction. Er der nogle gode antologier til undervisningsbrug?

Udvalget er desværre begrænset, både med hensyn til omfang og kvalitet. Til undervisning på lavere klassetrin findes kun Ellen Banz & Else Marie Ovesens antologi Hvad nu hvis...? (Dansklærerforeningen 1989), der rummer nogle klassiske noveller foruden nogle mindre indlysende valg. Desuden kan man muligvis finde inspiration i højtlæsningsantologierne Jul i den flyvende tallerken (Forum 1985), Jagten på Gud (Fremad 1986) og Himlens øjne (Fremad 1987). Til folkeskolens ældste klasser og gymnasiet er der især to anvendelige antologier: Jannick Storms Den elektriske myre (Borgen 1972) og Palle Juul Holms Faseskift (Dansklærerforeningen 1984). Begge rummer for/efterord om genrens indretning. Derimod er Ole Ravns Science Fiction (Systime 1983) tilbøjelig til at vælge historier, der allerede på udgivelsestidspunktet var på bagkant med genren. Antologien Menneske og fremtider (Munksgaard 1996) indgår i en serie bøger, der ud over skønlitteratur også omfatter artikler m.v., mens Per Olsens Utopia tur-retur (Nyt Nordisk Forlag 1995) særligt beskæftiger sig med utopien. De sidste 25 års udvikling inden for genren er der ikke noget materiale til.

Er science fiction kun litteratur?

Nej, selv om genren er opstået som en litteraturform, har den bredt sig til snart sagt ethvert medie: teater, film, hørespil, computerspil, brætspil, tyggegummikort med meget mere. Der er en tendens til at folk der beskæftiger sig med at udvikle nye medier, også er interesseret i science fiction (og forkantskultur i det hele taget), og ofte afprøver science fiction-idéer som noget af det første. Det gælder lige fra filmpioneren Meliès, der lavede en (kort)filmudgave af Rejsen til Månen i 1902, og til nutidens udviklere af netmedier.

Litteratur: Det er umuligt at give udtømmende henvisninger på disse områder. Den internationale litteratur om science fiction film er omfattende, mens der på dansk først og fremmest foreligger en enkelt bog, nemlig Søren Thomas: Science fiction film i et halvt århundrede (Frydenlund 2002).

Hvad er utopier og dystopier?

En utopi er en fortælling om et andet sted, der er bedre end det sted, man befinder sig på. Utopiske forestillinger går langt tilbage i litteraturen, i al fald til Platon et par hundrede år før vor tidsregning. Formen har fået navn efter Thomas Mores roman Utopia (1516), der fortæller om en ø, hvor alting er mere viseligt indrettet end hjemme i England. Utopiens mekanisme går ud på at vise læseren en måde at indrette sig på, som (ifølge forfatteren) indebærer klare forbedringer - i den klassiske utopi fremstilles simpelthen den bedste af alle tænkelige verdener, i moderne versioner blot verdener der på afgørende punkter er bedre. Læseren kommer derved til at se sine egne omgivelser i et nyt lys og til at spekulere på om der var noget der kunne gøres bedre. Det modsatte af utopien er dystopien, beskrivelsen af et dårligt sted - naturligvis igen med udgangspunkt i virkeligheden, idet det dårlige er opstået ved fremskrivning af tendenser i samtiden. Dystopier er således ofte skræmmebilleder, der fungerer efter princippet "Hvis det bliver ved på den måde, så ender det galt, se bare her". Der findes også romaner, der er skrevet specifikt som kritik af utopiske værker, snarere end som kritik af den samtidige virkelighed. Hvis man ønsker at skelne dem fra dystopierne (hvilket er rimeligt, eftersom de ikke i sig selv behøver at være dystopiske) kan man med rimelighed kalde dem for anti-utopier.

Findes der kvindelige danske sf-forfattere?

Ja, selv om der ikke er mange. Den mest fremtrædende er Inge Eriksen, der særlig er kendt for tetralogien Rummet uden tid (1983-1989), Alice Alice (1991) og Den japanske millionær (1987). Men andre forfattere har udsendt en enkelt sf-bog eller to som del af et forfatterskab, der iøvrigt ikke er præget af genren. Det gælder således Cecil Bødker med den stærkt eksperimenterende Pap (1967). Else Fischers Man sagde hun lo på bålet (1974) er en lidt fantasyagtig roman, hvor en moderne kvindes liv krydses med en middelalderkvindes, der bliver brændt som heks. Grete Roulund har skrevet en klassisk dystopi om bakteriekrig og økologisk ødelæggelse, Efter år nul (1983). Og den kvindepolitiske/utopiske bølge omkring 1980 satte sig som nævnt ovenfor spor hos bl.a. Vibeke Grønfeldt, der diskuterer kloning i Det fantastiske barn (1982) og Dorrit Willumsen, der i Programmeret til kærlighed (1981) sætter ikke alene vores reproduktionsteknikker, men hele vores forsøg på at beherske naturen under diskussion. Længst ude i opfattelsen af kvindeligheden som løsning på verdens problemer er Ulla Ryum i Jeg er den I tror (1986). En mere traditionel form for science fiction, dog med det særlige anstrøg der kommer af at synsvinklen som regel ligger hos en almindelig husmor, findes i Merete Kruuses novellesamling Dame i rød rumdragt (1970). Og endelig har Helle Carlslund Andersen skrevet to små boligpolitiske bøger med sf-visioner, Byen som satte rodskud (1978) og Stormagasinland (1981).

Hvad er cyberpunk?

Ordet optræder første gang i 1983 som titel på en novelle af Bruce Bethke, men slog igennem som betegnelse for en særlig form for sf i 1984, da redaktøren og kritikeren Gardner Dozois brugte det i en anmeldelse i The New York Times. Ordets to dele signalerer henholdsvis kybernetik, egl. læren om selvstyrende mekanismer, og ballademagere (men også oppositionelle undergrundsaktiviteter som punkmusik).

Cyberpunk blev op gennem halvfemserne betegnelse for en gruppe forfattere, hvoriblandt de mest kendte var William Gibson. Dennes roman Neuromancer (1984) handlede om en hacker, der er raget uklar med sin kriminelle arbejdsgiver og nu hutler sig igennem på gadeplan i en megastorby - indtil han fiskes op af en endnu større kriminel og involveres i voldsomme aktiviteter i cyberspace. De motiver, som cyberpunken især fokuserede på, var cyberspace (et udtryk lanceret af Gibson), computernetværk, kunstig intelligens og virtual reality - foruden den rasende hurtige udvikling af biologisk teknologi, der betyder dels designerdrugs, dels nye interessante måder at forbinde mennesker og maskiner.

Cyberpunkerne førte sig nogle år frem som en bevægelse, der kritiserede den etablerede sf for at være for kedelig og ikke tænke radikalt nok. Et af kritikpunkterne var, at den traditionelle sf ikke forstod, at nye teknologier ikke kun er noget der befinder sig i sterile laboratorier, men at de trænger igennem også på områder hvor det ikke var meningen - "the street finds its own uses for things", som Gibson udtrykte det. Bevægelsens chefideolog var Bruce Sterling, der bl.a. redigerede det indflydelsesrige fanzine Cheap Truth.

Da betegnelsen trængte igennem til en bredere kulturel offentlighed, var kernen af bevægelsen allerede på vej andre steder hen, og rystede på hovedet af at "cyberpunk" blev brugt om alt fra varianter af teknomusik til japansk møbeldesign. Den gruppe af motiver, som bevægelsen fremhævede, spiller dog stadig en fremtrædende rolle i science fiction.

Litteratur: Proxima nr. 59/60, 1994, er et temanummer om cyberpunk og rummer en omfattende litteraturliste om emnet. Desuden kan henvises til Kristian Mørk: Cyberpunkens kartografi, Science Fiction Cirklen 2003.

Hvad er alternate history?

Det er tekster, der tager udgangspunkt i en alternativ historisk udvikling i forhold til den virkelighed, vi kender. Typisk foregår de ikke på det punkt i historien, hvor den anderledes udvikling tager sin begyndelse, men længere fremme i tiden, hvor den alternative udvikling har fået tid til at sætte sig igennem i form af ændrede samfundsforhold eller andet.

Blandt de mest udbredte motiver indenfor denne gruppe af tekster er forestillingen om hvordan det ville være gået, hvis tyskerne havde vundet anden verdenskrig. Emnet er bl.a. journalistisk behandlet i Robert Harris' roman Fatherland (1992), og med seriøsere litterære hensigter i Philip K. Dicks The Man in the High Castle (1962). Også en lang række tegneserier og tv-film leger med denne ide. Blandt andre emner er et alternativt udfald af den amerikanske borgerkrig, således i Ward Moore: Bring the Jubilee (1953) og den amerikanske løsrivelseskrig, således i Harry Harrison: A Transatlantic Tunnel, Hurrah! (1972).

Subgenren hører sammen med sf, derved at den tager udgangspunkt i en videnskabeligt understøttet hypotese (i dette tilfælde er videnskaben historie) og konstruerer en mærkværdiggjort fortælling omkring et relevant novum. De seneste år er også historikere begyndt at interessere sig for alternate history. De kalder den bare for "kontrafaktisk historieskrivning" for ikke at blive mistænkt for at bedrive sf.

Litteratur: Stig W. Jørgensen: "Alternative virkeligheder" i Proxima nr. 66, 1997, diskuterer subgenren og ledsages af en fyldig litteraturliste.