Fra brasilianske drømmesyn til den danske detektiv Martha
Science Fiction Cirklen præsenterer hermed novellesamlingen Niobium-drømme og kortromanen Martha samlet i et bind.
Niobium-drømme indeholder syv science fiction-noveller, der alle foregår i spændingsfeltet mellem grådig udnyttelse af naturens ressourcer og menneskelig sårbarhed i et mystisk, alternativt Brasilien. De kredser alle om det ekstremt værdifulde metal niobium og de urolige drømme og syner, som omgiver det.
Centralt står kampen mellem planetens selvregulering og menneskehedens konstante forsøg på at kontrollere naturens ressourcer. Forsøgene tager mange former, fra AI-drevet bekæmpelse af smitsomme sygdomme i et brændende Amazonas over surrealistisk oplevelsesøkonomi i stenet buskland på Jernsletten til revolutionær religion i bjergene og eskapistisk kvanterumfart i Araxá. Mennesket giver naturligvis aldrig op, men der er kræfter derude, som gør uventet modstand.
Martha Nielsen er Danmarks kvindelige svar på Sherlock Holmes. Fra sit kontor i Bagerstræde 3 på Vesterbro i København driver hun sit detektivbureau og løser utallige ømtålige, spændende, skandaløse og prekære sager for det Københavnske borgerskab i starten af 1900-tallet. Martha kan forklæde sig, skygge mistænkte og opklare vanskelige sager, hun er medfølende og smart, kvik i replikken og kan klare enhver situation. Og hun når altid sit mål, eller “resultat”, som hun kalder det. Martha Nielsen er en pionér uden lige. Men måske er hun også noget andet? Måske ligger der noget helt andet bag, en konspiration, der rækker længere, end selv Martha kan forestille sig. Historien om Martha er et mysterium, en kinesisk æske, som åbner sig for læseren. En gåde. Følg med til en anden verden, følg med til København 1904. Med Martha er man i godt selskab!









































