Hovedkulds

af Sarah Pinsker

Sarah Pinsker er en amerikansk forfatter og punkmusiker, der med denne samling præsenteres på dansk for første gang. Hun begyndte at skrive fantastisk kortprosa i 2010’erne og har foreløbig udsendt mere end 50 fortællinger, foruden to romaner. Mange af teksterne handler om at være menneske i en verden, der forandrer sig hurtigt, og ikke altid lige positivt. Et grundlæggende tema er sammenhold og fællesskab.

Flere af historierne handler om teknologi, der oprindelig er tænkt som hjælp og forbedringer, men som viser sig at have uforudsete bivirkninger – bivirkninger, der ofte skyldes, at den er skabt og udbredt med fortjeneste for øje. Det kan virke barokt, når de forskellige apparater i en gennemautomatiseret husholdning ikke vil snakke med hinanden, fordi de stammer fra forskellige firmaer, men det bliver mindre morsomt, når en ny teknologi kræver, at man får indopereret en dims i hjernen, der skal hjælpe en med at multitaske – men skaber problemer, både for dem, der ikke har råd til den, og dem, der får skader af den.

Her kan man møde verden, efter at internettet er brudt sammen, og de rige er flyttet ud på krydstogtskibe, og læse om livet i en isoleret religiøs koloni, et specielt udviklet plejehjem, der bliver et fængsel for beboerne, efter at det er solgt til et udenlandsk firma, og flere andre skræmmende forestillinger. Flere af historierne understreger modstanden, bl.a. hos et turnerende punkband, og der er mere humoristiske indslag, bl.a. om hvor svært det er at blive hjælper for en superhelt i en by fyldt med superskurke.

Pris
248 kr
(medlemmer: 198,40 kr)
Sider
258
ISBN
978-87-94508-24-7
Serie
Internationale topnavne
Udgivet
19. maj 2026
Bestil